Nu på otte: Politiet oplever fortsat flere tricktyverier i Vendsyssel
Nordjyllands Politi advarer mod flere tilfælde af tricktyverier mod især de ældre.
Bare i Vendsyssel har der det seneste stykke tid været syv tilfælde, mens der så sent som tidligere torsdag var en 81-årig mand, som fik franarret sig sit dankort.
Især to fremgangsmåder går igen.
I tre af tilfældene er tyven en mand, som bankede på døren og sagde, der havde været tyverier i området, og han derfor ville hjælpe de ældre med at gemme deres værdier. I stedet har han stjålet værdierne.
I de sidste tilfælde ringer en mand og udgiver sig for at være fra banken. Herefter dukker han op ved døren, hvor han narrer de ældre til at udlevere både dankort og pinkode.
Ifølge Peter Skovbak, som er politikommisær hos Nordjyllands Politi, er der et signalement, der går igen.
- Der er forskellige signalementer, men det er især, at pågældende bliver beskrevet som en mand mellem 40 og 50 år. En pæn mand. I nogle tilfælde bliver han beskrevet med gråt skæg.