Ny kæmpeordre - M.A.R.S skal genbruge en britisk olieplatform
Recyclingværftet M.A.R.S Europe i Frederikshavn har landet en ny kæmpeordre.
De skal nemlig genbruge den britiske olieplatform, Heather Alpha, der efter 45 års tro tjeneste bliver pensioneret.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Den britiske olieplatform ligger 400 kilometer øst for Aberdeen i Skotland, og den vejer 12.700 ton - hvilket gør den lidt mindre end Thyra Øst.
Platformen forventes at ankomme til værftet i 2025.
- Vi ved endnu ikke, hvornår platformen kommer i 2025, men det tager et par dage at transportere den fra Nordsøen til Frederikshavn, oplyser direktør Kim Thygesen til mediet.
Ifølge det britiske medie Energy Voice, er de norske og danske værfter langt foran deres britiske kollegaer.
- Vi har nærmest gjort rent bord, når det gælder de seneste større opgaver fra England og Brasilien. Derfor tør jeg godt sige, at vi lige nu er det førende recyclingværft i verden. Ellers kan vi ikke vinde de projekter, vi gør. Det giver en positiv effekt blandt kunderne, og de kan se, at vi arbejder sikkert og miljørigtigt, fortæller Kim Thygesen videre til mediet.
Der er 225 ansatte på M.A.R.S Europe og i følge Kanal Frederikshavn er ordrebogen fyldt de næste 3-5 år.