Østeuropæere har pengepungen fremme i Frederikshavn
På boligmarkedet i Frederikshavn ser de en stigende tendens i køberne af byens boliger.
Flere og flere østeuropæere bliver ansat på virksomheder i Frederikshavn Kommune. Og det kan ejendomsmægler Martin Kanstrup fra Home i Frederikshavn mærke.
Han har nemlig solgt flere boliger til ægtepar fra Rumænien, Litauen og Polen på det seneste.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
- Det er dejligt, at den nye type af kunder er med til at holde gang i boligmarkedet, da det ikke er nogen hemmelighed, at der er færre købere i markedet nu, end der var for to år siden, siger Martin Kanstrup fra Home på Parallelvej i Frederikshavn.
Penge- og købestærke hurtigt
Og Martin Kanstrup ser flere gevinster ved at byen formår at tiltrække de østeuropæiske tilflyttere.
- Det er positivt med tilflyttere til vores kommune, der kan rykke ind på boligmarkedet, og som kan bidrage med både arbejdskraft og skatteindtægter.
Han har netop solgt en bolig til et par, som kun har været i Danmark i ét år.
- De er sparsommelige, har stabile indkomster og bliver kreditgodkendt i banker og kreditforeninger. Jeg kan mærke, at det er stort for dem at få overdraget nøglerne til deres nye bolig.
Martin Kanstrup påpeger også en ting, der kan tyde på, at par som dem har langsigtede planer om at bosætte sig fast i området:
- Det er samtidig kunder, der ikke er bange for at gå i gang med renovering af deres bolig, fortæller Martin Kanstrup.