Tørstig tyv? Orkede ikke at køre til grænsen
Tidlig fejring af "lille fredag"?
En tyv havde i hvert fald trangen til at slukke tørsten på en lidt uortodoks måde, og det fik et kølerum i Hjørring at mærke.
Her fik Foreningen Hjørring og Omegns Broderlige Skyttelaug stjålet 10-15 kasser øl, da en cylinderlås til deres klubhus blev brudt op.
Det fortæller politikommissær hos Nordjyllands Politi, Peter Skovbak.
Politiet anslår, at der har været indbrud mellem tirsdag klokken 12.00 og torsdag klokken 10.30.
Tyven sørgede dog også for, at der ikke kun var noget til at skylle ganen hos de drikfældige. For der røg også to kasser sodavand med.