Pas på - nye detaljer om solbrændt 'bankmand'
En række ældre borgere i Hjallerup fik tirsdag besøg af en solbrændt 'bankmand'. Desværre var han langt fra af den pålidelige slags.
Klokken 15:15 fik bankmanden, der i stedet viste sig at være en tricktyv, kapret en ældre persons dankort på Benediktevej i Hjallerup. Samtidig fik manden tiltusket sig et kontantbeløb ud af den sagesløse borger på adressen.
- Vi har nogle beskrivelser af gerningsmanden, der ligner hinanden, så vi vurderer, at det med stor sandsynlighed er den samme, siger politikommissær hos Nordjyllands Politi Peter Skovbak.
Finten, som gerningspersonen gjorde brug af, er set før. Den solbrændte mand ringede og udgav sig for at være bankmand og fik derefter borgerne til at udlevere deres kort til ham, da han senere troppede op hos dem.
Metoden bar også frugt på Søndergade og på Møllevangen i selvsamme by lidt efter klokken 18. Peter Skovbak oplyser, at gerningspersonen efterfølgende tog forbi Sparekassen Danmark i Hjallerup og hævede penge fra det ene kort.
Signalement
Mand
30-35 år
165 til 175 cm høj
solbrun
sort kort hår
dansktalende
Bar mørk skjorte og mørke bukser
Glatbarberet
Politiet skrev tirsdag ud på X, hvor de advarede byens borgere mod tricktyven. Kan du føre politiet nærmere gerningsmanden, hører de gerne fra dig på 114.
Advarsel til borgere i Hjallerup, hvor ældre er blevet kontaktet af personer der udgav sig for at være fra banken. Dankort udleveret og efterfølgende hævet på disse. Gerningsmand er af dansk udseende, ca. 35 år og meget solbrændt.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) June 4, 2024