Selskabet bag kriseramt klub med glædelig nyhed
På banen er der ikke meget overskud blandt Frederikshavn White Hawks' ishockeyspillere i øjeblikket, selvom de for to runder siden fik sæsonens første sejr i Metal Ligaen.
De ligger nemlig klart sidst i ligaen, men der er i stedet overskud hos selskabet Elite Nord Frederikshavn A/S - og det er endda for 14. år i træk.
Det skriver Kanal Frederikshavn.
Elite Nord Frederikshavn A/S præsenterede torsdag aften et driftsresultat på 69.469 kroner før afskrivninger og finansielle omkostninger.
Efter afskrivninger og skat lød årets resultat på 6.693 kroner, og det resultat betragtes som tilfredsstillende.
- De sportslige målsætninger blev delvist indfriet, da vi kvalificerede os til slutspillet med et meget ungt hold. Det var en sæson med efterveer fra COVID 19-årene. Vi kom dog i mål både sportsligt og økonomisk, selvom det har været hårdt arbejde, skriver Frederikshavn White Hawks på egen hjemmeside.