Kort Nyt

Skoleleder "forskrækket" over restfund fra flaskebomber

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Torslev Skole i Østervrå har taget affære, efter skolens pedel mandag fandt flasker med afløbsrens, saltsyre og sølvpapir på skolens område. 

Det er remedier, som bliver brugt til at lave såkaldte 'flaskebomber', og som i den rette sammensætning kan forårsage eksplosioner. 

Derfor har skoleledelsen også reageret og tager fundene alvorlige. Det fortæller skoleleder Mads Vejen mandag aften til TV2 Nord. 

- Jeg vil tage stor afstand til det, og vi bliver forskrækkede over, vi finder sådan noget, siger skolelederen. 

Rundtur i klasserne

Mandag er der blevet sendt en orienterende besked ud til skolens forældre, mens der også er meldt ud til resten af byens borgere, at hvis man ser noget lignende, så skal man tage kontakt til politiet. 

- Det gør vi, fordi sådan et fund ikke skal skabe afstand til skolen, og vi melder det ud på grund af sikkerhedsrisikoen, siger Mads Vejen. 

I morgen tirsdag vil Mads Vejen og skolens mellemledere gå rundt i alle klasserne for at tage en snak om, hvordan man skal forholde sig, hvis man finder noget lignende enten i skolegården eller i andre steder i byen. 

Nordjyllands Politi og SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi) har nu overtaget sagen, og der er endnu intet kendskab til, om der er elever på skolen, som har noget med fundene at gøre. 

Ejendom evakueret: Mand forsøgte at slukke brand i ældre dames lejlighed

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Vrå, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er nemlig opstået brand på et komfur i en ældre dames lejlighed, fortæller indsatsleder Thomas Dybro.

- Branden har spredt sig til emhætten og tagrummet, hvor der dog ikke var ild, men kraftig røgudvikling, siger han.

Beredskabet blev alarmeret om branden klokken 11, og de beredskabet kom frem, blev der straks sendt et røgdykkerhold ind, der tog sig af brandslukningen.

- Vi har to, der er taget med på grund af røgskade, fortæller indsatslederen.

I forbindelse med branden blev beboerne i etageejendommen evakueret. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Hjalp genbo

Den ene af de to er den ældre dames genbo, der spottede ilden på komfuret og straks skred til handling. Han fik slukket for elektriciteten i lejligheden, men kunne ikke stille noget op mod røgen og branden.

- Ambulancen havde egentligt kigget på manden og besluttet sig for ikke at tage ham med, men politiet har vurderet, at han skal med. Han har meget adrenalin i kroppen, og jeg tror, det er en fornuftig beslutning, lyder det fra indsatslederen.

Der er 8-10 lejligheder i etageejendommen, og beboerne har i øjeblikket ikke adgang til lejlighederne.

- Selvom boligerne burde være tætte, skaber røgen et overtryk, der kan trænge ind alle steder. Så derfor tager vi lige og ventilerer lejlighederne med en højtryksudlufter, fortæller Thomas Dybro.

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.