Stak af i tennissokker - nu er han anholdt
Det blev til under et døgn som flygtet røver for en 21-årig ung mand fra Frederikshavn.
Efter et røveri i går ved Rema 1000 ved Frederikshavn Station er han for en lille time siden - klokken 13.15 - blevet anholdt.
Det har politikommissær Peter Skovbak, der er leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, netop oplyst til TV2 Nord.
Den anholdte 21-årig, der i følge gårsdagens beskrivelse begik røveri i H2O-sandaler og tennissokker, blev fundet på sin bopæl syd for Frederikshavn, lyder det videre fra politiet.
Han erkender røveriet, som foregik lidt over 18 torsdag aften, hvor han skulle have truet en 16-årig pige ved kassen med kniv og råbt "Give me your money!"
Peter Skovbak fortæller, at den videre efterforskning skal afgøre, om den 21-årige skal varetægtsfængsles.
Det afhænger blandt andet af, hvorvidt han har en kriminel fortid.