Stoppet med våben og ammunition: Ung mand skal 2,5 år i fængsel
En ung mand er ved retten i Hjørring blevet idømt 2,5 års fængsel, efter han for godt et år siden blev stoppet af Nordjyllands Politi med både et haglgevær og ammunition i sin bil.
Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Dorthe Kvist Knudsen.
Manden blev stoppet af politiet i sin bil for godt et år siden, fordi de mistænkte ham for at være påvirket af spiritus. Men da bilen drejede af og parkerede, stak den unge mand af fra politiet.
Politiet havde dog en hundepatrulje med, og fik derfor hurtigt fundet frem til den unge fører. Da politiet så fik lejlighed til at kigge ind gennem mandens bilruder, spottede de et våben i bilen.
Den unge mand forklarede i retten, at han besad våbenet, fordi han på et tidspunkt gerne ville tage jagttegn, men at han aldrig havde fået det gjort. Han havde derfor geværet i bilen, fordi han havde hentet det et sted, hvor han havde opbevaret det for at tage det hjem. Men i stedet valgte han at køre til en fest, inden politiet senere på aftenen stødte på ham i trafikken.r.
Manden fik også en ubetinget frakendelse af kørekortet i seks måneder. Han udbad sig betænkningstid i forhold til hvorvidt, han anker dommen.