Tankvogn kørte ud over skrænt på motorvej
En sættevognslastbil kørte til morgen af E45 Frederikshavnmotorvejenmotorvejen ved afkørsel 14 ved Flauenskjold i nordgående retning, da den var på vej op ad rampen.
- Hvorfor han skrider ud, er endnu uvist, men han ender uden for kørebanen og ryger ned ad en skrænt, siger Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Uheldet skete, da klokken nærmede sig 8.30.
Tankvognen, der kørte med rapsolie, holder ifølge vagtchefen besværligt i forhold til en redningsaktion. Politiet ved endnu ikke, hvornår lastbilen kan flyttes.
- Rapsolien skal formentlig omlæsses til en anden tankvogn, så det kommer til at tage noget tid, men der er umiddelbart ikke et miljøproblem i det, siger Kasten Højrup Kristensen.
Chaufføren er ikke kommet til skade.