Videoovervågning viser ikke årsag til togulykke
Videoovervågningen fra Strandby station kan desværre ikke kaste lys over, hvordan en 66-årig kvinde i går kom i klemme mellem en perron og et tog på Strandby Station.
Det fortæller Martin Sort Mikkelsen, der er administrerende direktør og presseansvarlig for Nordjyske Jernbaner.
- Vi havde håbet, at videoovervågningen kunne være med til at løfte sløret for, hvordan det kunne gå så galt.
Men videovervågningen på Strandby station filmer i den anden ende, end hvor ulykken skete, og overvågningen bliver udløst af toget.
- Det, der kommer til at ske nu, det er, at vi udleverer videoovervågningen til politiet. Så håber vi, at de, sammenholdt med afhøringen af offeret, kan komme nærmere årsagen. For det er vi selvfølgelig i høj grad interesserede i, fortæller Martin Sort Mikkelsen.
Den 66-årige kvinde kom gående langs perronen med sin cykel, da hun af ukendte årsager blev trukket ned og slæbt 10-15 meter, inden toget stoppede.
Hun blev straks kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital, og hun er stabil, men har fået en del skader.
- Hun har brækket nogle ribben og kravebenet, og så har hun en sammenklappet lunge. Det er billigt sluppet i forhold til det, der skete, sagde vagtchef ved Nordjyllands Politi til TV2 Nord tidligere mandag.