Budgetforlig landet i Hjørring Kommune
29 ud af 31 byrådsmedlemmer er torsdag blevet enige om budgetaftalen i Hjørring Kommune.
Torsdag er der lavet en bred budgetaftale i Hjørring Kommune.
Venstre, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, SF og Enhedslisten er blevet enige om budgetaftalen i Hjørring Kommune.
- Det er et budget, der gør mig rigtig, rigtig glad, siger borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro (V).
Sidste år var Den Blå Sociale Café, der er for nuværende og tidligere alkoholikere i Hjørring, truet af lukning, fordi kommunen ville fjerne tilskuddet.
Nu er der afsat 400.000 kroner årligt, foreløbigt over de næste fire år.
Derudover får kulturstedet Vendelbohus en ny bevilling på 150.000 kroner årligt, og Kunstbygningen i Vrå slipper for den kraftige barbering af det kommunale tilskud, som der ellers var lagt op til.
Det er også lykkedes at finde næsten 10 millioner kroner til målrettede indsatser ude i skoleklasserne, der kan understøtte, at flere børn kan blive i folkeskolens klassefællesskaber.
Trods den store glæde over budgetforliget vil besparelserne i kommunen fortsat kunne mærkes hos borgere og medarbejdere.
Der er dog ikke indført nye besparelser i kommunen ved dette budgetforlig. Det betyder dog, at besparelserne fra tidligere endnu vil være de samme.