Kommune takker nej til Mærsks tilbud - og rydder selv op
Sikkerhedssko, køleskabe og stole er bare nogle af de ting, som er skyllet ind på de nordjyske strande siden 23. december.
Mærsk, som havde tabt 46 containere har selv arrangeret oprydning på strandene. I Hjørring Kommune har de dog valgt at få lokale entreprenører til at løse opgaven, hvilket Mærsk har sagt god for.
- Man havde lavet en aftale med en entreprenør, som skulle foretage oprydningen fra Bulbjerg og hele vejen op mod nord. Det kunne vi ikke rigtig se os selv i, for så kunne vi godt se, at vi skulle langt ind i det nye år, før der kom til at ske noget her, siger borgmester i Hjørring Kommune Søren Smalbro (V) til TV 2.
Entreprenørfirmaet Vennelyst har været i gang med oprydningen siden klokken 09.00 torsdag morgen.
- Jeg blev ringet op klokken 7 og spurgt, om jeg kunne hjælpe. Selvfølgelig ville jeg det. Det er vi nødt til alle sammen. Der er sket en menneskelig fejl, det kan vi ikke gøre noget ved, fortæller Peder Dahl, som er formand for nedbrydningsafdelingen i Vennelyst, mens oprydningen er i fuld gang.
- Det er ikke særlig sjovt, men det er sådan, det er. Det skal foregå stille og roligt, for vi skal passe på os selv, vi skal jo hele hjem, siger han.
Allerede klokken 11.00 var der fjernet en vognfuld fra stranden, mens en anden var på vej væk.
- Som det ser ud lige nu, så er der ikke arbejde til flere dage. Men det er svært at sige, for det kommer ind med jævne mellemrum, så vi kan risikere at blive kaldt ud igen, siger Peder Dahl.
Ifølge TV 2 Vejr, kan flere vragdele snart skylle op, når vinden vender.