Nordjysk virksomhed tilbagekalder produkter efter uheldigt fund
En sundhedsmæssig risiko kan ikke udelukkes, lyder det.
Aurion A/S, der er beliggende i Hjørring, har i dag valgt at tilbagekalde en række produkter. Det skyldes et fund af pesticidet chlorpyrifos i virksomhedens økologiske quinoa.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Kassér eller levér det tilbage til butikken, hvor det er købt, lyder rådet til borgerne, der har puttet quinoaen i indkøbskurven.
"Produkterne tilbagekaldes, idet indholdet af pesticidet chlorpyrifos ikke må forefindes i produkterne. En sundhedsmæssig risiko kan derfor ikke udelukkes. Det afgørende er, at forbrugerne ikke har et højt indtag af pesticider igennem længere tid. Det er nemlig ikke det enkelte måltid, der er afgørende, men derimod indtag over længere tid. Forbrugerne vil derfor ikke opleve akutte symptomer, skriver styrelsen".
Produkterne sælges i helsekostbutikker, gårdbutikker, dagligvarebutikker, specialvareforretninger og via webshops. Se hvilke produkter, der er tale om her.