Politimand endte selv i retten efter vild jagt efter motorcyklist - nu er han frifundet
En politiassistent kan nu ånde lettet op.
Han er nemlig blevet frifundet i retten i Hjørring. Der blev rejst tiltale mod betjenten, fordi en eftersættelse tilbage i oktober 2022 endte ud i et trafikuheld.
Den nu frifundne betjent blev tiltalt for overtrædelsen af udrykningsbekendtgørelsen. Bøden for overtrædelsen lyder på 1000 kroner, men den slipper han altså nu for at betale.
Sådan forløb politijagten:
Politiassistenten kom kørende i en civilbil, og pludselig bemærkede han, at der kom en motorcyklist drønende i et lyskryds.
Efterfølgende satte betjenten efter motorcyklisten med standsning for øje. Han undlod dog at sætte udrykningslys og horn på, da han håbede, at motorcyklisten selv ville sænke farten og køre hjem
Den hasarderede kørsel fortsatte imidlertid gennem Brønderslev, og en modkørende bil var på et tidspunkt nødsaget til at smide bilen op på fortovet for at undgå en kollision med motorcyklisten. Betjenten holdt sig bagved motorcyklisten, indtil føreren endte på et græsareal på en lukket vej.
Her valgte betjenten at sætte blink på bilen, men trods dét forsøgte motorcyklisten at stikke af. Kort derefter væltede motorcyklisten, og efterfølgende blev personen snittet af politibilen.
Selve uheldet var dog ikke alvorligt.
Det vidste sig, at motorcyklisten, der forsøgte at flygte, ikke havde nogen førerret. Desuden var han i besiddelse af heroin og et snifferør. Derfor blev han sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
Statsadvokaten har 14 dage til at anke dommen til landsretten.