Tobias Anker solgt til AGF
22-årige Tobias Anker fra Vendsyssel FF er blevet solgt til AGF.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Tobias Anker er en fantastisk historie for os. Han kom til klubben sidste sommer og er på rekordtid blevet en stor profil, hvilket nu også sikrer ham et stort skifte. Det er endnu en blåstempling af vores arbejde, at vi sender en spiller til en stor klub som AGF, siger sportschef Søren Henriksen.
- Samtidig laver vi for anden gang i samme transfervindue og inden for kort tid det største salg i klubbens historie. Det er vi utroligt stolte af. Anker er en fantastisk fodboldspiller og en rigtig god dreng. Vi er sikre på, at han nok skal nå langt, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke i karrieren.
Den 194 centimeter høje forsvarsspiller kom til Vendsyssel FF sidste sommer fra FC Midtjylland. Han nåede at trække i Vendsyssel FF-trøjen 32 gange, hvor han i alt scorede seks mål.
- Jeg vil gerne starte med at sige tak til alle i Vendsyssel FF. Min tid i klubben varede ikke længe, men jeg har nydt hvert et øjeblik af det. Fra det første øjeblik jeg blev en del af klubben, har alle taget fantastisk imod mig, og det er jeg evigt taknemmelig for! Jeg håber, I har nydt alle de fede stunder, vi sammen har skabt, og jeg kommer til at savne jer alle. Tak for en fed tid sammen! Jeg ønsker alle det bedste fremover!, skriver Tobias Anker.