21-årig tiltalt for frihedsberøvelse, trusler og tvang offer til at bunde vodka
Det er ikke så lidt, en 21-årig mand er tiltalt for at have gjort mod et offer i en lejlighed i Aabybro tilbage i oktober.
Offeret blev tvunget til at gøre flere grænseoverskridende ting, da den 21-årige mand i tilbageholdt en anden mand i flere timer.
Det mener politiet, og derfor vil den 21-årige blive tiltalt for blandt andet ulovlig tvang, trusler, og frihedsberøvelse, når han efter planen møder i Retten i Hjørring torsdag.
FOROMTALE AF RETSSAG
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til torsdag 25. januar ved Retten i Hjørring.
Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Begivenhederne fandt sted 22. oktober og stod ifølge politiet på i næsten seks timer.
Den 21-årige er tiltalt for at have indfundet sig på offerets bopæl i Aabybro ved 18.45-tiden. Han havde en kniv med sig og beordrede offeret til at sætte sig på en stol, og ifølge anklageskriftet gik det så løs de næste seks timer med frihedsberøvelse og trusler, ligesom offeret undervejs – ifølge anklagerne – blev tvunget til at gøre flere grænseoverskridende ting.
Politiet mener, at den 21-årige tvang offeret til at sniffe lightergas, ligesom offeret blev tvunget til at ryge hash og til at bunde en flaske vodka.
Den 21-årige truede med at slå offeret og havde i øvrigt også en kniv i hånden, som gennem de mange timer blev brugt til at understrege situationens alvor.