Hundredvis af frivillige i går - i dag har arbejdsleder ikke set en eneste
Der er fuld gang i oprydningsarbejdet på de nordjyske strande her knap en uge efter, at fragtskibet Mayview Maersk natten til den 22. december tabte 46 containere i Skagerrak.
Kim Kold Kristiansen, der er arbejdsleder hos Bejstrup Maskinstation, som står for oprydningen, er ved middagstid i arbejdstøjet mellem Ejstrup og Rødhus Strand.
- Det går stille og roligt fremad. Vi tager det meter for meter, siger han.
Virksomheden har ifølge TV 2 opjusteret antallet af medarbejdere, der er på opgaven. 20 var i arbejdstøjet i går. I dag er det tal steget til 30.
- Det kræver mange hænder. Der er en masse stumper, som skal samles op mellem klitterne. Det kommer ikke ind, så det bare kan tages med maskiner, siger han.
Trods opjusteringen af mandskab er der formentligt ikke lige så mange, der går og rydder op på strandene sammenlignet med i går.
- I går var der mange hundrede frivillige i klitterne. I dag har jeg ikke set nogle endnu, men det kan være, at det kommer, fortæller Kim Kold Kristiansen.
De seneste dage har massevis af mennesker ellers hjulpet til med at samle strand langs strandene.