Kvinde afpressede mand efter udveksling af nøgenbilleder
En midaldrende mand fra Brovst og en kvinde havde i starten af september en sms-samtale, som udviklede sig i en lidt usædvanlig retning.
Stemningen var indledningsvis hed, og der blev tilsyneladende flirtet frem og tilbage. Stemningen blev sågar så lummer, at de to personer udvekslede nøgenbilleder med hinanden.
Det fortrød manden fra Brovst imidlertid hurtigt. Flirten fik en nemlig en brat afslutning. For pludselig skiftede samtalen karakter. Kvinden forsøgte nemlig at afpresse den midaldrende mand, og hun truede ham med at offentliggøre billederne til hans familie, venner og arbejdsplads.
Beskeden var klar. Sendte han ikke hende nogle penge, ville hun offentliggøre billederne.
Truslen fik manden til at kontakte politiets servicecenter, som efterfølgende vejledte ham i sagen. Her var anbefalingen, at han ikke skulle lade sig afpresse af kvinden.
Hvad er sextortion
Sextortion er en form for afpresning, hvor gerningsmanden truer med at offentliggøre billeder, hvor du er nøgen eller i en seksuel situation. Det kan også være, hvis nogen tvinger dig til at sende billeder eller video af dig, hvor du er afklædt. Gerningsmanden vil typisk kræve penge, bede dig om at optræde i mere grænseoverskridende seksuelle scener eller mødes for at have sex.
Hvordan sagen endte, melder politiet ikke noget om.
Sextortion er strafbart og efterforskes af politiet. Truer nogen dig med at offentliggøre billeder af dig, hvor du er nøgen eller i en seksuel situation, eller har de allerede gjort det, så anmeld det til politiet.