Nordjysk kommune er den bedste for unge: Alle har muligheden for indflydelse
Jammerbugt Kommune er den bedste kommune at være ung i.
Det mener Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i hvert fald.
De har tirsdag kåret den nordjyske kommune som årets ungdomskommune, og kommunen vinder prisen for sin involvering af unge.
- Årets vinderkommune skiller sig ud ved, at ungeinddragelsen ikke kun foregår i elevråd og ungepaneler, men at alle unge i kommunen har mulighed for at komme med deres holdninger og inputs til beslutninger, skriver DUF på Facebook og fortsætter:
- Det gælder også på områder, der ellers ikke er klassiske ungeområder, men som unge har en holdning til.
Kommunen har modtaget prisen på Jetsmark Skole, hvor de unge i området sels har haft stor indflydelse på indretningen af skolen.
Med præmien som bedste ungdomskommune følger der 10.000 kroner fra DUF til at styrke ungeområdet i kommunen.
I 2022 tog Jammerbugt Kommune tredjepladsen i kåringen af årets ungdomskommune, hvor Thisted Kommune fik andenpladsen.