Speciel svane spottet
Jutta Holmelin fik sig lidt af et særligt syn, da hun forleden spottede en helt sort svane på en mark lidt uden for Aabybro.
- Jeg har hørt om dem før, men jeg havde alligevel aldrig set en.
Men spørger man Rolf Christensen, der dagligt observerer fugle ved Grenen Fuglestation, så er den specielle fugl faktisk ikke så sjælden, som man måske skulle tro.
- Der bliver set en del af dem hvert år her i Danmark. Nok omkring 50 stykker, oplyser han.
Ifølge Rolf Christensen kommer den sorte fugl oprindeligt fra Australien, så dem vi ser andre steder i verden er stukket af fra fangeskab.
- Dem, vi ser i Danmark, kommer formentlig fra Holland eller Belgien, hvor de efterhånden har en mindre bestand, fortæller han.
For Jutta Holmelin var det alligevel et spændende syn, og selvom hun ikke har planer om decideret at lede efter den igen, så håber hun, at det ikke er sidste gang, hun har set den.
- Jeg kigger da efter den, når jeg er ude at køre.