Tidligere Venstre-medlem skifter til Danmarksdemokraterne
Kommunalbestyrelsesmedlemmet fra Jammerbugt Kommune Kjeld Hedegård Nielsen er nyt medlem af Danmarksdemokraterne.
Det meddeler han på sin Facebook-profil tirsdag formiddag.
Det sker tre uger efter, at han forlod sit tidligere parti, Venstre.
Her var begrundelsen, at han ikke længere kunne genkende sit nu tidligere parti.
- Partiet har begået et alvorligt løftebrud i minksagen, ligesom Venstre stik imod partiets løfter i valgkampen valgte at blive en del af en socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen for bordenden, lød det dengang fra Kjeld Hedegård Nielsen.
Kjeld Hedegård Nielsen har siden været løsgænger, og nu bliver han altså Danmarksdemokraternes første og eneste repræsentant i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt.