To fugle evakueret ved skurbrand
Tirsdag aften udbrød der brand i et skur ved Vadum.
Det oplyser indsatsleder Henrik Christensen ved Nordjyllands Beredskab.
- Det er formentlig en ukrudtsbrænder, der har startet en brand i et skur, der støder op til et hus, hvor branden så har spredt sig til udhænget på huset, fortæller indsatslederen, der fortsætter:
- Umiddelbart har vi fanget den på hjørnet af huset, men nu er vi lige ved at skære taget op, for at tjekke, at der ikke er mere brandspredning.
Branden er nu under kontrol, men tidligere måtte der tilkaldes assistance.
- Det så umiddelbart ud til, at branden var på vej hen i huset. Men vi er ved at få styr på det, lyder det fra Henrik Christensen.
Ingen kom til skade ved branden, men i huset var der udover to personer også to fugle.
Samtlige fire beboere i huset nåede ud, da branden udviklede sig.