Borgmestre i opråb - vil have ligestilling
Trafik ligestilling hele året - NU!
Sådan indleder blandt andre Læsø Kommunes borgmester, Tobias Birch Johansen (V), et brev til Regeringens ministre og Folketingets politikere.
For efter en sommer med et vigende aktivitetsniveau blandt andet på grund af vejret, følger af krigen i Ukraine og stigende inflation
Det har vist sig i et svigtende passagertal for Læsø færgen. Passagertallene for juli måned er de laveste i 25 år.
- Vi har været tålmodige. Men set i lyset af denne her sommer, er vi nødt til at lægge pres på regeringen. Det hele kommer lidt på baggrund af, at vi ikke kan vente længere med at der kommer trafikal ligestilling, lyder det fra borgmesteren.
Trafikal ligestilling er princippet om, at det ikke skal koste mere at sejle en kilometer end det gør at køre den.
I brevet, der også er underskrevet af borgmestrene for Langeland, Fanø, Ærø og Samsø kommuner samt formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, opfordrer de til, at regeringen og politikerne prioriterer den fulde trafikale ligestilling i både finanslovsudspillet og finansloven for 2024.
For hvis næste års sommer kommer til at ligne denne, så bliver det sværere for erhvervslivet.
- Så skal erhvervslivet i hvert fald til at tage af reserverne rundt omkring. Så hvis vi kan eliminere den del, der hedder høje færgetakster, vil det være godt. Og derfor vil vi gerne presse regeringen, det er det, vi kan gøre som kommune.