51-årig kvinde i alvorlig ulykke - nu advarer politiet
Kvindens bil skred ud i rabatten og rullede rundt. Hun er uden for livsfare.
En 51-årig kvinde mistede torsdag aften herredømmet over sin bil på Tistedvej syd for Terndrup i Rebild Kommune.
Soloulykken skete ved 19.30-tiden, og den endte alvorligt for kvinden. Hendes bil skred ud og endte med at rulle rundt.
- Hun mistede formentlig herredømmet over bilen på grund af det glatte føre og aquaplaning (forekommer når et køretøj på grund af vådt føre mister vejgrebet, red.), fortæller politikommissær Niels Kristian Christensen fra Himmerlands Politi i Hobro.
Bilisten blev kørt til Aalborg Universitetshospital, men hun er uden for livsfare.
- Vi mistænker hende ikke for hverken at køre for stærkt eller for at køre med alkohol- eller narkotika i blodet, oplyser politikommissæren.
Det er snarere den lunefulde vintervejr, der er skyld i ulykken.
- DMI har jo varslet om en så kraftig storm, at flere træer er væltet, så det gælder virkelig om at passe på derude. Der kan være meget glat, så kør forsigtigt, lyder opfordringen.