Forladt ejendom brændte ned
Der blev foretaget en kontrolleret nedbrænding.
En ubeboet ejendom på Stubberupvej ved Oue brændte natten til tirsdag ned.
Det fortæller Lene Laustsen fra Nordjyllands Politi.
Nordjyllands Beredskab blev alarmeret klokken 01.58 natten til tirsdag. Det var en nabo, der havde opdaget, at landejendommen stod i flammer.
Stuehuset stod ikke til at redde, og beredskabet foretog derfor en kontrolleret nedbrænding.
Lene Laustsen oplyser, at politiet ikke umiddelbart kunne finde årsagen til branden, og derfor skal der foretages yderligere undersøgelser i løbet af tirsdagen.
Hverken mennesker eller dyr var i fare i forbindelse med branden.