Hobro henter ny midterforsvarer
Hobro IK har netop skrevet en treårig kontrakt med Oliver Friis Dorph, der er hentet i Skive IK.
Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.
Midterforsvareren har fået sin fodboldopvækst i Viborg FF, hvor han spillede indtil han i 2023 skiftede til Skive IK. Hobro IK har ifølge Lars Justesen, der er teknisk chef i klubben, fulgt Oliver Friis Dorph tæt i den forgangne sæson.
– Med Simon Jakobsens karrierestop blev Oliver den oplagte erstatning, hvor han med sin fysiske pakke har flere af de samme kvaliteter, som vores tidligere anfører havde. Oliver er en stor og stærk central forsvarsspiller, der er vant til at spille i den samme formation som os, hvilket gør integrationen til vores spillestil nemmere, siger han og fortsætter:
- Vi forventer, at vi kan være med til at forløse Olivers potentiale, og at han kan fortsætte den gode udvikling som han er inde i.
Den 20-årige forsvarsspiller spillede i den forgange sæson 23 kampe for Skive IK.
– Jeg har ikke kunnet undgå at følge med i det flotte arbejde, som klubben har lavet i forhold til at udvikle unge spillere og ikke mindst det at klubben tør give unge spillere chancen. Derfor ser jeg også utroligt meget frem til at blive en del af projektet samt et fuldtidssetup og dermed tage næste skridt i min egen udvikling.
Oliver Friis Dorph havde første træning med Hobro IK tidligere i dag.