OL-finalen glippede akkurat for Hobro-roer
Det blev ikke til en plads i OL-finalen for den nordjyske roer Fie Udby Erichsen, som sammen med makkeren Lærke Berg Rasmussen sluttede på fjerdepladsen i deres semifinaleheat i toer uden styrmand.
De tre bedste ville sikre sig en plads i finalen og kampen om medaljerne, men den danske duo manglede omkring et sekund for at sikre en plads i det selskab.
Midtvejs lå danskerne helt lige med Grækenland i kampen om den sidste finaleplads, og der var håb om, at Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen kunne sætte en spurt ind til sidst og overhale grækerne.
Det lykkedes dog ikke, og derfor bliver det ikke til endnu en OL-medalje for Hobro-roeren, som vandt sølv i singlesculler ved OL i London i 2012.
Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussens sidste opgave ved OL i Paris bliver at ro B-finale, hvor der ikke er medaljer på spil.