Turistsamlesteder kan lukke i nordjysk kommune
Mange turister har tidligere fundet information, samlet et par flyers sammen og fået en sludder for en sladder i en fysisk turistinformation. Men det kan snart være slut i Mariagerfjord Kommune.
For på et byrådsmøde i næste uge skal det besluttes, hvorvidt de sidste to fysiske turistinformationer i henholdsvis Mariager og Øster Hurup skal lukkes ned i slutningen af 2025.
Det er på dagsordenen, fordi Destination Himmerland selv har lagt op til lukningen, og nu vil satse på en ny strategi.
Sidste år var der kun 500 ekspeditioner i Øster Hurups turistinformation, og det på trods af, at der var over 300.000 kommercielle overnatninger i området, fortæller Johanne Bugge, der er Destinationsdirektør hos Destination Himmerland.
- Folk søger ikke turistinformationerne som førhen, men de vil gerne have inspiration på deres mobiler og personlig service, der hvor de er, siger hun.
65 erhvervsdrivende bakker op
Destination Himmerland er klar med en ny strategi, der - på trods af nedlukningen af to turistinformationer - skal sørge for, at endnu flere turister bliver inspireret og får information. Til højsæsonen kan man derfor ved 65 erhvervsdrivende, såsom attraktioner, campingpladser og lignende, møde mini-informationer.
- Vi vil faktisk udvide vores gæsteservice og muligheden for at give endnu flere gæster endnu mere inspiration. Så ved de 65 erhvervsdrivende har de materiale og flyers, de kan give til gæsterne, der hvor gæsterne er, siger Johanne Bugge og forklarer, at der på sigt skal være såkaldte "mini-informationer" ved op til 100 erhvervsdrivende i Himmerland.
- At så mange allerede har givet tilsagn, er vi enormt stolte af og glade for. Det viser, at der er et fællesskab om at ville hjælpe hinanden med at henvise gæsterne - og så er de også klar over, at de selv får kunder i egen butik, når de har informationen liggende, siger Johanne Bugge.
Andre gør det samme
Men det er altså op til byrådet i Mariagerfjord Kommune at afgøre, om de fysiske turistinformationer skal lukkes ned. Hvis de bliver lukket, sparer det kommunen for 200.000 kroner om året.
Ifølge Johanne Bugge er nedlukningen af de fysiske turistinformationer også noget, der sker andre steder.
- Vi følger den tendens, fordi vi kan se, det kommer til at give mening, siger Johanne Bugge, der dog godt kan forstå, hvis det ikke vækker glæde alle steder.
- Turistinformationerne har altid betydet meget ude i byerne, men vi skal se på, hvordan vi bruger de kommunale skattepenge bedst i forhold til at nå ud til flest turister, siger Johanne Bugge.
Hvis byrådet stemmer for en lukning, vil det ske i en overgangsperiode der løber til slutningen af 2025. Og derudover vil turistinformationen i Øster Hurup samtidig rykke op i lokalerne ved Sol og Strand i overgangsperioden.