Allan Damgaard stopper i Mors-Thy efter blot et år
I fire sæsoner var Allan Damgaard i Mors-Thy Håndbold som spiller, og i 2023 blev han assistenttræner i klubben.
Både ham selv og klubben var selvsagt tilfredse, da de landede en aftale, men på grund af andet job og familien stopper Allan Damgaard allerede i klubben til sommer - et år før kontraktudløb.
- Ved siden af trænerjobbet i Mors-Thy Håndbold har jeg fået et civilt job, som jeg er glad for og kan se mig selv i mange år fremover. Og med familieforøgelse i foråret må jeg indse, at det desværre ikke kan hænge sammen med assistent-jobbet i Mors-Thy Håndbold, siger Allan Damgaard i en pressemeddelelse.
Indtil videre har det ellers været et succesfuldt partnerskab mellem Allan Damgaard og cheftræner Niels Agesen.
Holdet begyndte nemlig sæsonen som lyn og torden og var det eneste hold, der var tætte på at kunne følge med Aalborg Håndbold. I de seneste fem kampe er det dog ikke blevet til sejr, og derfor er holdet raslet ned på en femteplads i Herrehåndboldligaen. Lige nu er holdet på La Santa på træningslejr for at forberede sig på efterårets kampe.
- Vi har naturligvis fuld forståelse for Allan Damgaards beslutning, men det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set Allan fortsætte på bænken sammen med Niels Agesen. De to har fra dag ét haft et stærkt samarbejde og komplementeret hinanden på bedste vis, hvilket har været en fornøjelse at opleve, siger direktør for Mors-Thy, Sigurd Skovborg.
Allerede nu er Mors-Thy i gang med at finde en ny assistenttræner.