Garage er helt udbrændt - hus, skur, bil og crosser reddet
Da Nordjyllands Beredskab fik meldingen om brand i en garage klokken 9.50, rykkede stationen i Nykøbing Mors hurtigt ud.
- Og da vi nærmede os, kunne jeg se røgfanen, så vi fik en ekstra tankvogn med herud, fortæller indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab Henrik Gade Jespersen.
Det var nemlig en meget overtændt garage, som han, en holdleder, fem brandfolk og to brandbiler kom ud til på Lyngvej ved Øster Jølby.
- Garagen er fuldstændig udbrændt nu. Den kunne vi ikke redde. Stuehuset, cirka tre meter derfra, var ret varmepåvirket, men vi fik hurtigt kølet det af, så det ikke gik igennem væggene, fortæller Henrik Gade Jespersen og fortsætter:
- Skuret, der hænger sammen med garagen, fik vi også reddet. Herinde var der en bil, crosser, havetraktor og andre værdigenstande, men det hele blev reddet.
Brandårsagen er endnu ikke fastlagt, men det gik forholdsvist hurtigt med at slukke branden.
- Vi fik vand på huset, ellers kunne det også have endt helt grælt. Jeg tror, der gik fem minutter med det og at få reddet skuret, slutter indsatslederen.