Kø på Sallingsundbroen
Skal du benytte Sallingsundbroen, så er det altså en god ide at køre hjemmefra i ekstra god tid.
I skrivende stund er der nemlig lang kø, og flere skriver på Facebook, at trafikken står stille.
Det er på grund af vejarbejde, at trafikken ikke glider, som den plejer. Man er nemlig i gang med den sidste etape af renoveringen af broen.
Derfor er der signalregulering på hverdage mellem klokken 8 og 14, samt efter klokken 17.
Arbejdet forventes at være færdig 9. november, men fordi vejarbejde er kulde- og fugtfølsomt, er der altid en risiko for, at det kan blive udskudt på grund af vejrforhold.