Succestræner stopper før tid: - Min mavefornemmelse siger, at det er tid
Niels Agesen stopper som cheftræner for Mors-Thys håndboldherrer efter denne sæson.
Efter flere succesfulde år i Mors-Thy Håndbold bliver den kommende sæson den sidste for cheftræner Niels Agesen. Det meddelte klubben mandag.
- For mig er Mors-Thy Håndbold meget mere end en arbejdsplads, og det er med stor respekt for alt, hvad Mors-Thy Håndbold står for, at jeg nu siger stop. Jeg stiller store krav til mine omgivelser, men jeg stiller endnu større krav til mig selv. Når jeg nu siger stop, er det fordi min mavefornemmelse siger, at det er tid til jeg skal videre, lyder det fra Niels Agesen.
Niels Agesen kom til Mors-Thy Håndbold i 2021, og siden da er det blevet til to slutspil i Herreligaen, 2 European League, en Final4-deltagelse og en Super Cup-deltagelse.
- Jeg har oplevet, at klubben og holdet har flyttet sig i den rigtige retning på flere parametre, og jeg er stolt over at have en lille anpart heri. Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor tak til Bette Balkan. I har været vores 8. mand, skabt rammerne for uforglemmelige oplevelser og været uundværlige i såvel medgang som modgang, lyder det fra cheftræneren.
Niels Agesens sidste arbejdsdag i Mors-Thy Håndbold er 30. juni 2025, derfor er arbejdet med at finde hans erstatning allerede i gang.
- Vi har gode samtaler i gang og forventer at præsentere en afløser inden for nærmeste fremtid, siger Mors-Thy Håndbolds administrerende direktør, Ian Marko Fog.