44-årig tiltalt for at malke strøm for en formue
Det er en noget usædvanlig sag, når en 44-årig mand efter planen tager plads på anklagebænken i Retten i Hjørring mandag.
Manden er nemlig tiltalt for at være strømtyv - og det i noget stor stil.
Det fremgår således af anklageskriftet, at politiet mener, at manden gennem et par år har tappet tusindvis af kilowatt-timer strøm tre forskellige steder.
I alle tre tilfælde er det foregået fra januar 2019 til starten af marts 2021.
Næsten 70.000 kilowatt-timer er det samlet løbet op i, og politiet mener, at strømmen beløber sig til næsten 150.000 kroner, som manden altså har snydt elselskabet for.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan politiet mener, det er lykkedes manden at tappe så store mængder strøm over en periode på et par år uden at betale.
Det er uvist, hvordan den 44-årige forholder sig til anklagerne, men det kan ventes at komme frem som noget af det første, når retten tager fat på sagen.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
De tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til Retten i Hjørring.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.