Disse nordjyske kommuner får del i særtilskud
20 kommuner i landet har fået del af det særtilskud, kommuner kan søge, hvis de er vanskeligt stillede, og syv af kommunerne er nordjyske.
I toppen af listen finder vi i Nordjylland Morsø kommune, der får 40 millioner kroner fra puljen.
Men det er ikke nok, hvis den borgernære velfærd i kommunen skal sikres.
- De 40 millioner kroner lyder jo af meget. Men vi havde bedt om 69 millioner, hvis vi fremadrettet skulle sikre den borgernære velfærd. Så vi skal ud i en heftig spareøvelse, lyder det fra Hans-Ejnar Bertelsen, der er borgmester i Morsø Kommune (V).
- Vi har en statsminister, der siger, der ikke mangler penge, kun hænder. Jeg synes, det er unfair overfor os, der bor her. Vi har ikke ødslet med pengene, og alligevel skal vi ud i en heftig spareøvelse.
Hvilket område er det så, der må holde for, når I skal spare?
- Den store økonomi er på børn og skole, ældreområdet - ja, faktisk på socialområdet i det hele taget. Vi har et lille anlægsloft og 600 kilometerveje, der skal vedligeholdes, aå det her kommer til at gå ud over den borgernære velfærd, siger Hans-Ejnar Bertelsen, der sammen med resten af byrådet tager fat på et budgetseminar onsdag i næste uge.
Også Brønderslev, Frederikshavn, Vesthimmerlands, Læsø, JAmmerbugt og Hjørring Kommuner har fået del i særtilskuddet.