Kort Nyt

Efter bemærkelsesværdig TV2-dokumentar: Sådan ser det ud med rufferi i Nordjylland

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På det seneste har en TV2-dokumentar opnået heftig opmærksomhed.

Den handler nemlig om afdækningen af den underskov af danske udlejere, som ulovligt spekulerer i at udleje deres ofte udtjente ejendom til bordeldrift, og afslører en vestjysk kræmmer, der ejer flere ejendomme, hvor udenlandske kvinder sælger sex. 

'Bordellernes bagmænd' hedder dokumentaren, men hvis man tror, det bugner med den slags i Nordjylland, skal man tro om.

Det viser en aktindsigt fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Her er der hevet tal frem fra 2019 og til nu på hvor mange rufferi-sager, der har været i Nordjylland.

Såkaldte § 233, stk. 1-sager.

Her skiller 2019 sig markant ud, for her var der hele 10 sager. Siden da har der på årsbasis været mellem 0-2 - og alt i alt siden 2019 og til nu -15 sager.

Hvad er lovligt, og hvad er ulovligt?

Det er lovligt at købe og sælge seksuelle ydelser i Danmark, så længe sælgeren er fyldt 18 år.

Men den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil fire år.

Styk 2: Den, der i øvrigt udnytter, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil tre år. Det samme gælder den, der fremmer, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand.

Styk 3: Den, der udlejer værelse i hotel til brug for, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil ét år.

Kilde: Straffeloven paragraf 233

Når det kommer til samme lovs stykke to og stykke tre, der handler om henholdsvis "fremmelse af prostitution" og "udlejning af værelse til prostitution" har der i alt kun været en enkelt sag, nemlig fra 2020 om såkaldt "fremmelse af prostitution (§ 233, stk. 2)," oplyser politiet.

Kenneth Reinicke, der er lektor på RUC og har forsket i mænds ligestilling, maskulinitet, vold og prostitution, har til TV2 fortalt at de fleste, der køber sex, gør det fordi ”muligheden er der, og den skal prøves af.” 

Andre gør det, fordi de er ensomme eller ikke kan have den slags sex, de ønsker sig, med den, de normalt har sex med.

Ifølge Kenneth Reinicke er det et typisk træk, at mænd, der køber sex, kan "se gennem fingre med elendigheden."

I dokumentaren har TV2 valgt at gå undercover med skjult kamera i prostitutionsmiljøet.

Det tager bagmændene med bukserne nede - ikke bogstaveligt talt i denne sammenhæng - og dokumenterer hvordan de – med politiets ord – opnår ”en enorm høj indtjening."

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Mand påkørt af bus i Aalborg

Sent lørdag aften er en mand blevet påkørt af en bus i det indre Aalborg.

Hvordan ulykken er sket, og hvor alvorlig mandens tilstand er, vides endnu ikke.

Ulykken er sket i krydset mellem Karolinelundsvej og Østerbro. TV2 Nords mand på stedet oplyser, at der er flere patruljer på stedet - heriblandt politiets indsatsleder. Der er også blevet tilkaldt en bilinspektør.

Manden er blevet kørt med ambulance til sygehuset.

Der er desuden synlige skader på bussen i forbindelse med sammenstødet.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

30-årig mand er afgået ved døden efter redningsaktion

Mandens liv stod ikke til at redde.

En 30-årig mand er lørdag afgået ved døden, efter han lørdag eftermiddag blev reddet op fra vandet i en redningsaktion ud for Skagen.

Manden var bosiddende i Region Nordjylland, og hans pårørende er blevet underrettet.

Det oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi Mikkel Lousdal.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så, at den 30-årige var nødstedt ude i vandet. Forsvarets redningshelikopter og redningsfaretøjer blev indsat i eftersøgningen, og det lykkedes redningshelikopteren at opspore manden og få ham bjærget.

Manden blev efterfølgende fløjet til Aalborg Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde, og senere på eftermiddagen blev han erklæret død.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Barns leg med ild var formentlig årsag til brand i rækkehus

Lørdag aften var det formentlig et barns leg med ild, der var årsagen til, at der opstod brand i et rækkehus i Nørresundby.

Branden opstod i rækkehusets soveværelse, som ligger på førstesalen.

- Sengen er udbrændt, og der er en del røg- og sodskader i rummene op til. En af børnene har måske leget med noget ild, siger indsatsleder Henrik Christensen fra Nordjyllands Beredskab.

Alle personer i boligen nåede at komme ud, så det er kun materielle skader, der er sket.

- Sådan en brand i et rækkehus, hvor der er masser af brændbart materiale, kan godt udvikle sig hurtigt. Men vi fangede det heldigvis i det tidlige forløb, så vi fik det hurtigt slukket og er ved at overdrage det til skadeservice nu, uddyber indsatslederen.

Ambulancefolk er ankommet til adressen, hvor de er i gang med at lave et tjek af alle beboerne.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Mors-Thy taber hjemmekamp til slutspilsrivaler

Mors-Thy skulle lørdag eftermiddag forsøge at konsolidere sin plads i slutspilspladserne, da de på hjemmebane mødte Skjern Håndbold.

Forud for opgøret lå morsing- og thyboerne på fjerdepladsen, mens gæsterne fra Skjern lå på ottendepladsen, der lige nøjagtig giver adgang til slutspillet til slut på sæsonen.

Mors-Thy kom bedst fra start, men i sidste del af første halvleg overtog Skjern Håndbold teten, og i pausen var stillingen 17-14 til Skjern Håndbold.

I anden halvleg udbyggede vestjyderne føringen, og de var flere gange foran med fem og seks mål. Undervejs var stillingen 21-15, 23-18 og 26-20.

Til slut i opgøret fik Mors-Thy pyntet på resultatet, og det endte derfor kun med et nederlag på 32-35. Med nederlaget ligger Mors-Thy nu på femtepladsen med 18 point i 16 kampe. Næste opgave er næste lørdag, når der er nordjysk lokalopgør. Her skal Mors-Thy nemlig på besøg hos Aalborg Håndbold.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hold på hat og briller: Varsel om vindstød op til stærk storm

Søndag aften og natten til mandag kommer der gang i trækronerne i det nordjyske.

Fra søndag aften klokken 21:00 til mandag morgen klokken 09:00 er der nemlig varslet om vindstød op til stærk storm på den nordjyske vestkyst.

Det er hele landet, der vil blive ramt af meget blæst, men i Thy, Jammerbugt og Vendsyssel vil den kraftigste vind være. Her kan vindstødene nå op mellem28,5 og 32,6 meter per sekund.

Temperaturerne vil i løbet af dagen ligge lunt for årstiden, idet de vil ligge omkring syv til ti grader.

Grafik: TV2 Vejr