Forholdsvis kølig men solrig søndag
De seneste par dage har budt på særdeles kedeligt vejr først med en storm fredag og med tordenvejr og skybrud lørdag.
Og selvom søndag for de fleste nordjyder er startet med byger og skyer, så bliver der mere og mere kig til solen i løbet af dagen.
Bygerne vil nemlig i løbet af formiddagen dø ud og der vil blive huller i skydækket over Nordjylland.
Det er først i eftermiddag, at bygerne forsvinder helt og det vil give tørvejr til hele landsdelen. Men selvom det bliver relativt solrigt, skal man ikke forvente, at der ligefrem bliver varmt nok til at tage på stranden.
Temperaturen sniger sig nemlig ikke op på mere end 17-18 grader, og der vil være en del vind i løbet af dagen, hvor det vil blæse med en jævn til hård vind fra vest.