Iskold morgen afløses af solskin
Nordjyderne er vågnet op til en iskold morgen, hvor der mange steder er let frostvejr.
Det er ikke usædvanligt i slutapril, men det er stadigvæk en kold luft for årstiden, der strømmer ned fra nordøst, lyder det fra meteorologen Andreas Nyholm fra TV 2 Vejr.
Det betyder også, at temperaturen maksimalt vil nå de syv-otte grader denne mandag, og det vil være lidt koldere ude ved kysterne.
Temperaturen rammer fire-fem grader ved 10-tiden, og den peaker ved 14-15- og 16-tiden i eftermiddag.
Der vil være lidt flere skyer syd for Aalborg, men generelt vil det være en dag med flot, solrigt og tørt vejr.
Ved solnedgang vil temperaturen igen dale kraftigt, og der vil være udbredt frost den kommende nat.