Krise-kurser hitter hos nordjyderne
Ved strømsvigt eller skybrud bør du kunne klare dig selv i op til tre døgn i dit hjem, ifølge den nationale beredskabsplan.
Lommelygte, dåsemad, førstehjælpskasse og radio på batterier.
Er det ting, du har liggende derhjemme? Hvis ikke, så bør du få fat i dem.
Rådet kommer fra direktøren hos Beredskabsforbundet, Carsten Iversen. Han vigtigste opgave er at forberede danskerne på at kunne klare sig selv i 72 timer, hvis landet bliver ramt af et større nedbrud.
- Nordjyderne skal forberede sig på, at strømmen går. Hvis de er forberedt på dét, er de forberedt på det værst tænkelige, lyder det fra Carsten Iversen.
- For hvis strømmen går, har vi hverken vand, varme eller lys, og vi kan ikke kommunikere med nogen, lyder advarslen.
Han vil ikke male fanden på væggen, for målet er ikke at skræmme danskerne.
Men i en usikker tid, hvor der er krig flere steder i Europa, og hvor hyppige hackerangreb på forsynings- og værdikæder er en realitet, bør vi alle være forberedte, lyder rådet.
Hvordan skal man forberede sig?
- Man skal forberede sig på, at man skal kunne klare sig i tre døgn. Efter tre døgn har vi en formodning om, at myndighederne er klar til at sætte ind dér, hvor det virkelig er nødvendigt.
Der kommer ingen russere flyvende ind over os, ligesom der gjorde under anden verdenskrig
Carsten Iversen, direktør, Beredskabsforbundet
Kriser er forskellige
Og nordjyderne er godt forberedte. Beredskabsforbundets krise-kurser hitter hos os - det er især to kurser, vi går efter:
- Kriseparat Basis, som vi kalder den, er den ene. Her lærer du, hvordan du klarer dig selv i tre døgn. Og så har efterskolerne fået øjnene op for kurset "Kriseparat Ung", hvor de unge lærer at håndtere en krise - for eksempel hvis en af deres venner eller veninder bliver for fulde inde i Jomfru Ane Gade. Eller kriser i forhold til hvordan man bruger de sociale medier, fortæller Carsten Iversen.
Herudover kan man også komme på kurser i at krisesikre sin bolig i tilfælde af brand eller skybrud.
Og det vil flere og flere. Tiden, hvor man gjorde grin med de såkaldte preppers, der forberedte sig på at overleve i ekstreme krisesituationer, hvor samfundet kollapser, er forbi.
Hvad er Beredskabsforbundet?
Landsdækkende frivillig organisation med 6.200 medlemmer.
De frivillige hjælper til i det kommunale redningsberedskab (brandvæsnerne), i det statslige redningsberedskab (Beredskabsstyrelsen) og/eller i Beredskabsforbundet.
Beredskabsforbundet er lokalt forankret landet over med 65 lokale kredse, som dækker én eller flere kommuner.
Forbundet uddanner borgerne i at forebygge ulykker og være mere selvhjulpne.
Kilde: beredskab.dk
- Før i tiden trak man lidt på smilebåndet til julefrokosten, hvis nogen sagde, de var amatør-prepper med dåser og vand nede i kælderen. Det synes folk, var morsomt. Det oplever vi slet ikke mere. Folk er bevidste om, at der er nødvendigt at forberede sig på en eller anden vis, siger direktøren for Beredskabsforbundet.
Han vil dog gerne understrege, at intet tyder på, at Danmark bliver direkte invaderet af fjendtlige magter.
- Der kommer ingen russere flyvende ind over os, ligesom der gjorde under anden verdenskrig. Det tror jeg simpelthen ikke på, beroliger Carsten Iversen.
Alle interesserede kan bestille et gratis kursus med en frivillig underviser hos BorgerBeredskabet på beredskab.dk.
VIDEO: Sådan forbereder du dig på en krise: