Kort Nyt

LA-formand er ikke nervøs ved Vermund

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Skepsis og tvivlen vil dog altid være der, lyder det.

I sit tidligere parti, som hun selv stiftede, var det på ryggen af tre ufravigelige krav.

Nu skifter Pernille Vermund til et parti, der selv har ret så dårlige minder med netop ufravigelige krav.

Det bekymrer dog ikke Liberal Alliances formand i Nordjylland.

- Det er ikke LA, der har meldt sig ind i Pernille Vermund. Det er Pernille Vermund, der har meldt sig ind i LA, siger Kenneth Skatka Hammer, partiets formand i Nordjyllands Storkreds om partiets nyeste folketingsmedlem.

Han husker godt både sit eget parti, men også Vermunds forhold til 'afravigelige krav'.

Dengang kravlede daværende formand, Anders Samuelsen op i et af dansk politiks mest berømte træer - og satte ufravigelige krav, lige indtil de ikke var det længere:

- Jeg kravlede op i træet for at få indflydelse på én milliard. Nu kravler jeg ned af træet, fordi jeg har fået et tilbud om indflydelse på 1000 milliarder, sagde han senere.

Kenneth Skafta Hammer mener, at både Pernille Vermund og hans eget parti LA har været igennem en modningsproces.

- Det er ikke en nervøsitet. Vores modning var et hamskifte - og et tiltrængt et. Det har vi jo haft stor succes med, lyder det fra nordjyden, inden han adresserer NB-stifteren:

- Hun har jo så løbende skiftet den ham. De ufravigelige krav har hun kastet af sig. Det ry har hun også - at hun er konstruktiv, siger Kenneth Skafta Hammer. 

2021-Pernille ville få det svært

Tidligere i dag - torsdag - sagde hovedpersonen selv på et pressemøde, at tiden med de ultative krav er forbi.

- Jeg har udviklet mig de seneste otte år. Jeg er blevet modnet og klogere, sagde hun.

Og det er godt nyt for det liberale parti.

For selvom Kenneth Skatka Hammer hilser folketingsmedlemmet mere end velkommen, skal hun også bevise sig som LA'er.

- Der vil altid være en skepsis, der lurer. Det rigtige arbejde begynder nu. En ting er talk the talk, men man skal også walk the walk, mener han.

- Så jeg kan godt forstå skepsissen. Pernille har også flyttet sig det sidste års tid. En Pernille Vermund fra 2021 ville måske ikke passe så godt ind, så på den måde (er partihoppet, red.) en naturlig forlængelse, slutter han.

Pirates taber med et brag

Aalborg Pirates fik prygl her til aften, da de spillede mod Herlev Eagles.

Holdet, der elles ligger nummer to i ligaen måtte se sig slået 5-0 af rivalerne.

Trods tabet er Aalborg Pirates dog stadig nummer to i ligaen med 47 point, mens Herlev Eagles nu har 42. Først i ligaen er Herning Blue Fox med 52 point.

På bare et minut lykkedes det i løbet af kampen Herlev Eagles at score mål tre gange. Og således tog Eagles føringen 3-0 og det blev kun værre som tiden gik.

I dagevis har telefonerne været nede hos stort lægehus

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system.

Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

Hverken Region Nordjylland eller Alles Lægehus har ønsket at stille op til interview. Alles Lægehus oplyser dog, at telefonerne virker igen.

Flere turister i oktober

Det har været et godt efterår i Nordjylland.

I hvert fald hvis man arbejder med turisme. For der har nemlig været en del flere overnatninger i Nordjylland på både hoteller, vandrehjem, campingpladser og sommerhuse med videre i løbet af oktober.

Faktisk har der været knap 7 procent flere overnatninger i Nordjylland i oktober i år sammenlignet med sidste år. I år har der været 320.495 overnatninger i Nordjylland i oktober. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Tre nordjyske adresser spillede en rolle i to mænds hvidvask af 167 millioner

NSK har onsdag sigtet to mænd på 38 og 41 år for hvidvask af 167 millioner kroner gennem en såkaldt fakturafabrik.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Ved aktionen blev tre adresser i Nordjylland og Østjylland ransaget, og her blev 35.000 kroner i kontanter og kryptovaluta til en værdi af omkring 178.000 kroner beslaglagt.

Sagen har været efterforsket siden februar 2024 i samarbejde med Skattestyrelsen, som også deltog i dagens aktion.

De sigtede vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.