Lummert vejr til morgenen: Erstattes af byger senere
Der er gode nyheder fra morgenstunden til nordjyderne. Gårsdagens massive regnskyl bliver erstattet af et mildt morgenvejr med temperaturer op til 18 grader.
- En høj fugtighed, så lummert er det også, siger Andreas Nyholm fra TV 2 Vejret.
Opad eftermiddagen sniger regnbygerne sig dog tilbage - bare ikke i samme mængde som i går.
- Det bliver lidt byge-agtigt, så det er ikke sikkert, alle får særlig meget regn, mens nogle godt kan få lidt mere. Men slet ikke sammenligneligt med i går, hvor der var skybrud over Nordjylland, fortæller Andreas Nyholm.
Der kommer en koldfront fra vest, så morgenens temperaturer bliver nærmest det højeste, man kan opleve i løbet af dagen.