Næsten 300 indstillinger til fornem pris
Efter to måneder hvor nordjyderne har kunnet indstille inspirerende nordjyder, skal vinderne nu findes.
Interessen for at indstille talentfulde og inspirerende nordjyder til Årets Nordjyde 2023 har været overvældende.
Næsten 300 nordjyder er blevet indstillet til de i alt fire priser, der skal uddeles til Årets Nordjyde - og nu står dommerpanelet klar i kulissen til at finde de helt rigtige vindere.
- Vi er meget taknemmelige for den opbakning som I ude i Nordjylland giver jeres med-nordjyder og os på TV2 Nord, når I indstiller de her fantastiske mennesker til Årets Nordjyde, siger Ingrid Buch, der er chefredaktør ved TV2 Nord.
Dommerpanelet består af festivalleder Peter Møller Madsen fra Nibe Festival, Rikke Nielsen, der har stiftet Lykkeliga, iværksætter, forfatter og influencer Josefine Valentin og TV2 Nords direktør Mikael Justesen.
Sammen skal de finde vinderne af de fire priser, som hylder Årets Nordjyske Talent, Årets Nordjyske Iværksætter, Årets Nordjyske Ambassadør og Årets Nordjyske Ildsjæl.
Showet sendes den 5. oktober fra klokken 19.30 og kan opleves direkte på alle TV2 Nords platforme.