Nordjyllands største bank får bunkevis af påbud fra tilsyn
Opdateret 11:08 med svar fra Spar Nord...
En høj risiko for at blive brugt til hvidvask og finansiering af terrorisme.
Så sønderlemmende lyder kritikken fra finanstilsynet til Spar Nord, der har udstedt den nordjyske bank syv påbud.
Tilsynet konkluderer blandt andet at bankens politik ikke afspejler dens praksis, og at der derfor er risiko for, at deres forretningsgange og kontroller ikke er udarbejdet på et tilstrækkeligt grundlag, da disse netop er udarbejdet med afsæt i politikken.
Et af de syv påbud går på, at banken skal gennemføre foranstaltninger, der kontrollerer de reele ejeres identitet, når de handler med udenlandske banker.
- Brandærgelige, siger bank
Bankdirektør Carsten Levring Jakobsen siger i et skriftligt svar til TV2 Nord, at han forventer at kravene er opfyldt indenfor de næste tre måneder:
- Vi er selvfølgelig brandærgerlige over at stå i den her situation. Vi må bare konkludere, at de tiltag, der er gjort på hvidvaskområdet forud for inspektionen i november, ikke har haft tilstrækkelig effekt, siger han i svaret og kalder det "meget beklageligt."
Derudover understreger han at banken allerede nu har gang i øget kontrol og flere ressourcer til "bankens interne processer."
Den nordjyske storbank, der har vokset sig til en af landets største pengeinstitutter, runder i år, 2024 sit 200 års jubilæum, siden de åbnede første gang i Aalborg i 1824.
I februar præsenterede banken desuden sit årsregnskab for 2023, hvor de endte med et resultat på 2,4 milliarder kroner efter skat - det tredje år i træk et rekordresultat.
De syv påbud til Spar Nord
Finanstilsynet har meddelt virksomheden en risikooplysning vedrørende bankens politik i relation til gennemførelse af transaktioner, hvor banken optræder som såkaldt ”intermediary bank”. Idet bankens politik ikke afspejler bankens praksis, er der en risiko for, at bankens forretningsgange og kontroller ikke er udarbejdet på et tilstrækkeligt fyldestgørende grundlag, eftersom disse er udarbejdet med udgangspunkt i politikken. Herved er der en risiko for, at bankens medarbejdere agerer i modstrid med den anlagte praksis, og at banken således påtager sig en anden eller en større risiko, end hvad der er intentionen
Banken har fået påbud om at sikre, at banken i relation til korrespondentforbindelser har tilstrækkelige skriftlige forretningsgange til effektiv forebyggelse, begrænsning og styring af risici for hvidvask og finansiering af terrorisme. Banken skal i den forbindelse sikre, at forretningsgangene omfatter håndtering af indhentelse af information fra respondentforbindelserne og afviste transaktioner
Banken har fået påbud om at sikre, at banken i relation til respondentforbindelser har tilstrækkelige interne kontroller til effektiv forebyggelse, begrænsning og styring af risici for hvidvask og finansiering af terrorisme. Banken skal i den forbindelse sikre, at de interne kontroller omfatter kontrol af, om de kundekendskabsprocedurer, som banken gennemfører med faste periodiske intervaller i relation til respondentforbindelser, sker rettidigt
Banken har fået påbud om at sikre, at banken gennemfører kundekendskabsprocedurer, når respondentforbindelsers relevante omstændigheder ændrer sig
Banken har fået påbud om at sikre, at banken i relation til respondentforbindelser gennemfører rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet samt klarlægger respondentforbindelsers ejer- og kontrolstruktur
Banken har fået påbud om at sikre, at banken indhenter et registreringsbevis eller et ekstrakt af oplysningerne i Erhvervsstyrelsens it-system, når der oprettes et kundeforhold med et selskab eller en anden juridisk enhed eller en trust eller et lignende juridisk arrangement, som er forpligtet til at registrere oplysninger om reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system
Endeligt har banken fået påbud om at berigtige de oplysninger over for Finanstilsynet, som banken siden henholdsvis 1. og 2. kvartal 2021 har indberettet til Finanstilsynet vedrørende bankens korrespondentforbindelser. Finanstilsynet har ligeledes påbudt banken at sikre, at den fremover foretager korrekt indberetning af oplysninger, herunder ved etablering af procedurer, der sikrer rigtigheden af oplysningerne, inden der rapporteres
Kilde: Finanstilsynet