Nordjysk kvinde druknet i Norge
Norsk politi har netop meldt ud, at den danske kvinde, der natten til søndag blev fundet druknet på øen Justøya i Lillesand, var nordjyde.
Den 49-årige kvinde var på ferie i Norge med familie og venner, da ulykken skete.
Politiet fik meldingen om drukneulykken lidt før klokken et natten til søndag. Der blev udført førstehjælp, men kvindens liv stod ikke til at redde. Hun blev erklæret død på Sørlandet Sygehus søndag aften
Ifølge norsk politi er der ikke tegn på, at der skulle være sket en forbrydelse.
- Vi har snakket med vidner, som var til stede, og indhentet anden relevant information i sagen. Selve hændelsesforløbet ønsker jeg ikke at gå i detaljer med af hensyn til den igangværende efterforskning. Det er besluttet at kvinden skal obduceres, men der er lige nu ikke noget, som tyder på, at det er noget andet end en ulykke, siger politiadvokat Ingvild Austenå Berg fra Agder politidistrikt.
De pårørende er informeret, og norsk politi har indtil videre valgt at hemmeligholde kvindens identitet.
Familien og vennerne, som kvinden var sammen med, bliver tilbudt hjælp fra et norsk kriseteam.