Politiet sætter ind over for bløde trafikanter
De bløde trafikanter er de mest udsatte i trafikken. Og netop derfor sætter politiet landet over i perioden fra 25. september til 1. oktober i gang med en indsats mod dem, med et primært fokus på cyklister og knallertførere.
Tal fra vejdirektoratet viser, at der omkom 23 cyklister, 9 knallertførere og 28 fodgængere i trafikken i 2022, mens mange flere kom til skade. En stor faktor her er, at færdselsloven ikke altid bliver overholdt af de bløde trafikanter, og risikobetonet adfærd var medvirkende til en af ulykkerne.
- Kontroller er nødvendige, når vi eksempelvis ser cyklister cykle i fodgængerfelter, mod færdselsretningen eller over for rødt, og knallertkørere komme med meget høj hastighed på knallerter, som ikke er lovlige og med en høj grad af hensynsløshed samt fodgængere, som ikke respekterer det røde lys. Dette understreges, når man oveni kan konstatere, at knap 40 procent af de dræbte i trafikken i 2022 var bløde trafikanter, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation i en pressemeddelelse.
Hvorfor indsats mod cyklister og knallerter?
Bløde trafikanter er mere udsat for alvorlige skader eller død i ulykker
Nogle cyklister og knallertkørere kører over for rødt lys, kører på fortove i fodgængerfelter og tager ikke hensyn til andre trafikanter
Ulovlige knallerter udgør en væsentlig risiko for føreren selv og andre
Ulovlige knallerter skaber utryghed på gangstier i boligområder, hvor beboerne også generes af støj.