Har du et auktionshus? Så leder politiet efter dig
Nordjyllands Politi søger en aftale med et auktionshus, som skal hjælpe med at auktionere hittegods for de næste tre år.
Når Nordjyllands Politi indsamler hittegods og effekter, som kan variere mellem alt fra ure til større pumper og maskiner, skal det gerne kunne bortauktioneres senere hen.
Derfor har Nordjyllands Politi udsendt en tilbudsindhentning til auktionshuse, hvor man opfordrer auktionshuse til at komme med tilbud til et potentielt samarbejde for de næste tre år.
I tilbudsindhentningen har politiet fremsat en række krav til et potentielt samarbejde.
Her skal auktionshuset blandt andet selv afhente varerne fra Nordjyllands Politis lokationer rundt omkring regionen, opbevare varerne, samt foretage vurderinger af varerne, hvor størst mulig indtjening og ægtheden af de forskellige effekter er i fokus.
I tilbudsindhentningen skriver politiet, at de i ansøgningen især lægger vægt på mindst mulig administration for Nordjyllands Politi.
Deadline for ansøgningerne er 8. oktober.