Spar Nord dropper visa/dankort
I 35 år har danskerne kunne hive visa/dankortet op af lommerne i butikkerne, men for kunder af Spar Nord er det snart slut.
Nu går den nordjysk baserede bank efter at gøre brug af internationale betalingskort.
- Baggrunden for udfasningen af visa/dankortet er, at dankortet er faldet bagud i forhold til andre betalingskort, siger Neel Rosenberg og uddyber:
- Vores kunder er i dag derfor bedre stillet med et Visa-kort eller et Mastercard, hvorfor det også er dem, vi markedsfører.
Derudover er sikkerhedsspørgsmålet også en af årsagerne til udfasningen.
Økonomisk valg
Visa/dankortet er to betalingskort i et - både det danske dankort og det internationale visakort. Men fremover satser Spar Nord altså på de internationale betalingskort.
Derfor kan man også fristes til at spørge, om det handler om, at bankerne selv tjener mere på Visa og Mastercard, end de gør på dankortet.
- Det handler om at stille vores kunder bedst i forhold til deres behov og sikre dem bedst mod kortmisbrug, og det mener vi, at vi gør med vores nuværende udbud af betalingskort.
Men hun bekræfter alligevel, at der er en vis fordel i valget for bankerne.
- Det er korrekt, at der isoleret set er en bedre fortjeneste på internationale betalingskort, men der er også flere omkostninger. Hvor konkurrencen på betalingsområdet tidligere har været lav, har de senere års udvikling medført en øget konkurrence i markedet, siger Neel Rosenberg.