Supermarkedskæde sænker prisen på 163 varer
I dag tikkede der en positiv nyhed ind til dem, der har overtræk på madkontoen. I særdeleshed dem der til dagligt handler i en Coop-butik kan ånde lettet op.
Fra i dag sænker Coop-koncernen nemlig prisen på 163 varer. Kunderne kan se frem til besparelser på en lang række almindelige dagligvarer såsom jasminris og økologiske agurker.
Og det er nok ikke sidste gang, at koncernen sætter prisen ned på flere varer.
- Vi har lige nu forhandlinger med de fleste af vores leverandører. Hos mange møder vi forståelse for kravet om lavere priser, efter at energiomkostningerne er faldet. Men vi må også erkende, at der er nogle, der mener, at de kan fastholde deres høje indkøbspriser, siger kategoridirektør Jeff Salter i en pressemeddelelse fra Coop.
Forventer flere prisfald
Selvom flere leverandører ikke ønsker at sænke deres priser, har Coop i sinde at lægge pres på dem.
- Det vil vi ikke acceptere. Vores kunder har en hel forståelig forventning om lavere priser efter inflationskrisen. Derfor er leverandørerne generelt nødt til at sænke deres priser, så vi kan fortsætte prisfaldene over for vores kunder, siger Jeff Salter.
Tilbage i juni satte Coop prisen ned på 80 mælkeprodukter fra henholdsvis Arla og Thise. Foruden Coop har Salling Group og Lidl eksempelvis også sænket priserne på nogle af deres produkter.