Tre trafikuheld skabte lange køer
Trafikken gled langt fra lige så godt som vanligt flere steder her til morgen i det nordjyske. Det skyldtes tre trafikuheld, som Nordjyllands Politi blev kaldt ud til.
Omkring klokken 7.30 måtte politiet haste ud til et harmonikasammenstød mellem Nibe og Aalborg. Her var der stor materiel skade på de to biler, der var impliceret i uheldet, og de kunne ikke køre videre fra stedet.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Beredskabet kom derfor ud på stedet og hjalp med at rydde op.
Også ved krydset Hobrovej, Kong Christians Allé og Østre Allé betød et uheld med fire biler forøget rejsetid for bilisterne. Både på Østre Allé og Hobrovej holdt flere bilister bomstille efter uheldet. Trafikken var atter tilbage til normalen ved 9-tiden.
- Arbejdet bestod i at få gelejdet bilerne hurtigst muligt væk fra kørebanen, så trafikken kunne glide igen, siger Thomas Ottesen.
Slutteligt forulykkede en lastbil her til morgen i sydgående retning på E45 Nordjyske Motorvej mellem afkørsel Støvring S og rasteplads Himmerland.
Der var ingen personskade i uheldene.