Udelukket dressurrytter meget overrasket: Anker afgørelse
Brug af pisk under en træning i februar 2022, koster dyrt for den nordjyske dressurrytter Carina Cassøe Krüth, der onsdag fik skærpet sin dom af Appeludvalget i Dansk Ride Forbund.
Otte måneders udelukkelse fra alle Dansk Ride Forbunds konkurrencer og aktiviteter lød den skærpede straf på, som allerede havde udløst en bøde på 5.000 kroner og en midlertidig udelukkelse.
Den skærpede straf kommer som en stor overraskelse for Carina Cassøe Krüth, skriver hun i en pressemeddelelse.
- Jeg fik en bøde og en straf for min forseelse af Dansk Ride Forbund, og jeg har aldrig forsøgt at krybe udenom i forhold til hændelsen, der fandt sted for mere end to et halvt år siden. Som jeg tidligere har udtalt, er jeg meget ked af den situation, der sker på videosekvenser fra 2022, indleder hun.
- Det er en klar fejl, og den er ikke repræsentativ for den måde, jeg har trænet eller træner heste på. Det har også været mit budskab i den dialog, jeg har lagt op til med Dansk Ride Forbund.
Der har den seneste tid været meget fokus på hestenes velfærd i ridesporten.
- Jeg vil gerne understrege, at jeg hilser debatten om hestenes velfærd velkommen, men jeg kan ikke lide, at rytternes retssikkerhed står og falder med et forbund, som ikke tør stå ved sine egne beslutninger. Der er en bred erkendelse i branchen om, at vi ikke har gjort tingene godt nok.
- Derfor skal vi også stå sammen om at udvikle os i den rigtige retning, og der er allerede sket meget siden 2022. Svaret er derimod ikke at skabe nervøsitet blandt rytterne ved at vælge den nemme løsning, som jeg synes, forbundet har gjort i min sag, slutter Carina Cassøe Krüth.
Hun vil anke afgørelsen til DIF's appelinstans.